Vejledningspædagogen

I Randers Børneasyl har vi udover pædagogerne på stuerne, valgt at ansætte en vejledningspædagog, som har forskellige opgaver i huset.

Vejledningspædagogens opgaver:

Hun har faste timer på de forskellige stuer, så hun opretholder relationer til samtlige børn. Det vil også sige, at ser du hende arbejde med et eller flere børn, er det ikke nødvendigvis fordi der er nogle vanskeligheder.

Hun har derudover periodemæssige forløb af kortere eller længere varighed, med børn som har særlige behov. Af kortere forløb kan nævnes børn der i en periode har brug for ekstra opmærksomhed eksempelvis på grund af ny lillebror- eller søster, flytning eller skilsmisse.         

Vi tror på tidlig indgriben og tænker, at vi ved at imødekomme barnet, når det har en lidt svær periode kan undgå at disse bliver til vanskeligheder, der hindrer barnets udvikling.                                                                                                                                             

Hun har længerevarende forløb med børn med særlige behov, dette kan f.eks være  sproglige eller motoriske udfordringer. Hun kan også lave forløb med en gruppe børn, der skal styrkes i deres sociale relationer.

Hun har et tæt samarbejde med stuernes personale og deltager på samtlige tværfaglige gruppemøder. Hun er uddannet ICDP vejleder og kan ved behov vejlede personalet gennem videoforløb.