Vejledningspædagog

I Børnehaven og Vuggestuen Rådmands Boulevard har vi udover pædagogerne på stuerne, valgt at ansætte en vejledningspædagog, som har forskellige opgaver i huset.

Vejledningspædagogen har p.t. faste timer både i vores børnehavegrupper, og i vores vuggestuegruppe, så hun opretholder relationer til samtlige børn. Det vil også sige, at ser du hende arbejde med et eller flere børn, er det ikke nødvendigvis, fordi der er nogle vanskeligheder.

Hun har derudover periodemæssige forløb af kortere eller længere varighed, med børn som har særlige behov. Af kortere forløb kan nævnes børn, der i en periode har brug for ekstra opmærksomhed eksempelvis på grund af ny lillebror eller -søster, flytning eller skilsmisse osv.         

Vi tror på tidlig indsats og tænker, at vi ved at imødekomme barnet, når det har en lidt svær periode kan undgå at disse bliver til vanskeligheder, der hindrer barnets udvikling.                                                                                                                                             

Når vejledningspædagogen har længerevarende forløb med børn med særlige behov, kan dette f.eks. være sproglige eller motoriske udfordringer. Hun kan også lave forløb med en gruppe børn, der skal styrkes i deres sociale relationer osv.

Vejledningspædagogen har et tæt samarbejde med stuernes personale og deltager på samtlige tværfaglige gruppemøder. Hun er uddannet ICDP vejleder og kan også vejlede personalet gennem videoforløb.